Kredsturnering i Helsingør

Lørdag den 28 feb. 2009 stillede 3 modige drenge op for første gang, efter de startede til brydning i efteråret.

Der blev afholdt kredsturnering for nye brydere i Helsingør, hvor der var 94 indvejede brydere, delt op i 3 levels.

  

  

Jonas Kamper, havde nogle svære odds imod sig, da han har svært ved at fokusere uden briller, men dette stoppede ikke den lille seje bryder. Han kæmpede alt hvad han havde lært, og kunne stolt tage hjem med en flot bronzemedalje.

Jonas startede til brydning igen efter et års pause, og det var tydeligt, at han ikke havde glemt sine greb.

  

Mads Rasmussen er en bomstærk lille knægt, som betrådte stævnemåtten for første gang, og selvom det blev til et nederlag, er der ingen tvivl om, at når Mads får lidt mere styr på teknikken, kan han blive en farlig modstander. Selvom han blev væltet omkuld, og modstanderen prøvede at holde ham nede, var han så stærk, at han uden problemer rejste sig op, med modstanderen hængene over skulderen.

Mads endte med en fjerde plads.

  

Asbjørn Joensen er lidt ældre end de to andre, og har sandelig fået styr på teknikken. Det beviste han da også, da han gik hele vejen til guldet. Fra at være bagud 5-0, lykkedes det ham at vende kampen totalt, og vise sit fighterinstinkt, og vinde kampen 17-12. Asbjørn er ligesom Mads helt ny indenfor sporten, men han er meget ambitiøs, og træner fast både tirsdag og torsdag, både på det lille og det store hold. Der er ingen tvivl om, at hvis han holder gejsten for brydning, kan han nå langt.